For gud ved hvilken gang sidder jeg en lørdag aften og ser endnu en genudsendelse af Matador. I dag er det det allersidste afsnit, og jeg afventer med gru den totale af opløsning af Mads Skjern, glæder mig til at se ham komme videre – for på mange måder er han en mand der minder mig om min nu for længst afdøde far. En stærk mand, der kæmper for sine værdier – for sine kære – men som indimellem har har svært ved at finde ud af hvem han kæmper imod – og at en familie ikke opfører sig som et regiment soldater. Tal er nemmere at styre end mennesker.
Min far ville vende sig i sin grav hvis han vidste at jeg havde et langvarigt medlemskab en en fagforening. Måske ville det have været en lille smule formildende for ham at det er ASE jeg har størst tillid til – men jeg tror det ikke. Mange ting var vi rygende uenige om – men de værdier vi trods alt havde til fælles prøve jeg at værne om. Trods vore uenigheder elskede jeg ham højt.
Kærligheden overvinder alt
Det siges der, i vores tilfælde var det bare ikke nok. De sidste mange år talte jeg ikke med min far, der var ingen kontakt kun kold luft. Alligevel savner jeg ham meget. Vi forstod at såre hinanden, men ikke at kommunikere – det lyder sørgeligt, men jeg har for længst slået mig til tåels med tingene og fået fred – også med far og hans stejle holdninger. Han var jo min far.